May 172013
 

Ulbækhus

Når hovedet er fuld af tanker fra ens arbejdsplads, og der er en masse opgaver der trænger sig på, er der intet bedre for mig, end en tur til stranden. Allerhelst en morgenstund, og gerne i Ulbækhus som er mit hurtige fix.

Jeg elsker den salte lugt fra vand og tang, og den fred der er forbundet med at gå rundt i strandkanten. Bare det at lytte til den stille skvulpen, når bølgerne når ind til strandkanten og brydes, giver mig en helt særlig ro og fred. Måske, det er fordi at bølgerne kommer i en harmonisk og fast rytme, at det virker så mentalt bedøvende. Ihvertfald er det dejligt, at have et sted, hvor jeg kan komme og hente ny energi.

Rigtig god pinse.

Dec 292012
 

Mellemdagene

Mellemdagene er dejlige at være i. Helligdage, nogle få arbejdsdage og weekenden tæt på nytårsaften. Selvom vejret er særdeles omskifteligt, og svært at forudse – selv for meterologer, er det nødvendigt at komme ud i det blå. Eller nærmere mørkeblå, som her ved Ulbæk strand hvor skyerne i horisonten varslede sne.

Godt nytår.

Dec 072012
 

Jeg vil mene, at fotografiet fra Ulbækhus egentligt er meget sigende for naturens tilstand, lige nu i november og december. Alt er gråt, nedpakket og afventende. Titlen på blokposten burde retteligen have været; “Imens vi venter”.

Lige nu, venter jeg på sneen og frosten. Så har jeg det at se frem til. Nok mest fordi det virker uoverskueligt, at skulle se helt frem til foråret. I sådanne stunder er jeg glad for at have et fedt job, og ikke skulle leve af at lave billeder fra naturen. I den periode får jeg en kreativ krise, lige her midt i november og december. Hvis jeg tænker tilbage på sidste år, tror jeg såmænd den rakte helt ind i marts.

Bevares, jeg har mange billeder der stadig skal redigeres, og enkelte billeder der skal printes og gøres klar til indramning, men det kommer der jo ikke friske billeder på bloggen af. Lad os nu få det vejrskifte, så kan vi komme igang igen.

Rigtig god weekend, og tak fordi du læste med.

Dec 302011
 

Stranden ved Ulbækhus en tidlig morgenstund i december 2011

I denne uge mødtes jeg med Jesper Videbæk, som driver bloggen vuudhouse.dk. Det er herligt, når ens kontakter fra den virtuelle verden, finder sammen i den virkelige – det kalder jeg bonus.

Da jeg havde planlagt at arbejde i mellemdagene, og da søndagen var en af dem, kunne jeg jo vælge en dag i løbet af ugen som havde den bedste vejrudsigt.  Den dag hed tirsdag, og vi mødtes hos mig kl. 09:00 – læssede vores udstyr over i min bil, og kørte ud til Ulbækhus hvor jeg tidligere har lavet en del gode billeder. Faktisk startede vejret med at regne og blæse. Ikke lige det der stod i vejrudsigten da vi lavede aftalen, men det holdt hurtigt op, og pludselig kom solen frem og skyerne forsvandt helt. Det var lige i de 15 minutter, inden solen brød helt igennem at det var magisk. Derefter blev det skyfrit, og kontrasten steg til noget vi ikke var så interreserede i.

Der blev snakket og udvekslet erfaringer, blandt andet omkring vores Big Stoppers, og jeg lærte ved den lejlighed, at min “Hähnel Giga T Pro” fjernbetjening passer meget bedre i min skraldespand, end i min fotorygsæk…

Bagefter drog vi hjem til en frokost, hvorefter Jesper indviede mig i en editering proces, som jeg føler vil bringe mig et godt stykke videre, i min udvikling som digital fotograf.

Tak til Jesper for en utrolig behagelig oplevelse, som jeg håber vi kan gentage.

Rigtig god weekend – og godt nytår!
Tak fordi i læste med.

Oct 282011
 

Jollen er trukket op for i dag

Jollen (221_2101-2)

Landskabsfotografen har endnu engang besøgt Ulbækhus, en aftenstund hvor der var helt vindstille og havblik.
En næsten saliggørende ro, kun afbrudt af  lidt skælden ud, fra måger der var ved at gå til ro, på en brink i nærheden.

Det er et dejligt område, med mange fotografiske muligheder – specielt ved starten og slutningen af dagen. Helt bestemt et sted jeg vil komme ofte, om ikke andet så for at nyde stedet, og en kop kaffe fra min lille termoflaske. Tænk, en stålkande på størrelse med en rulle chokoladekiks, som lige passer i lårlommen. Ingen bøvl, bare omgående kaffe, der hvor jeg nu står og mangler den.

Rigtig god weekend :)

Oct 142011
 

Aftendis ved Ulbækhus

Landskabsfotografen har glædet sig til at uploade dette stemningsbillede. Det blev optaget 45 minutter efter solnedgang, og det er pænt mørkt, på denne her tid af året.
Det er fra lørdagen for 2 uger siden, hvor jeg “kom til” at tage mit fotoudstyr med ud på en, ca. 5 timer lang, vandretur med min hustru. Ud over at få prøvet hendes splinterdyre nye vandrestøvler af, fik jeg altså også dette fotografi med mig hjem – og en lårkrampe som jeg stadig døjer med :)

Nu er det efterårsferie, og den har jeg set frem til længe. Jeg håber på mindst 4 tidlige morgenture, hvor jeg er på plads kl. 06.30 – bare vejret arter sig. Det er så skønt at starte dagen ude i naturen, sammen med fasankokke og dem der er værre.

Rigtig god weekend, og efterårsferie.
Må din weekend blive præcis sådan som du har ønsket dig den :)