Vinterbro ved Ulbækhus

I torsdags var det et ekstra dejligt vejr. Sådan føltes det ihvertfald, ovenpå gråvejr med sne og slud. At det også var hundekoldt, er en helt anden snak. Da jeg kom hjem, var det ved at være sent på eftermiddagen, så det var med at få skiftet tøjet i en fart, få monteret Thyborøn-habitten og termogummistøvlerne, og så afsted med stativ og rygsæk.

Ned til stranden. Den er altid generøs med motiver, sådan en grå vinterdag.
Og fingrene, de kunne nemt holde varmen, eftersom jeg, klog af skade havde givet de nye handsker en fast plads, i rygsækken…

Rigtig god weekend, og tak fordi du læste med.

Share on Twitter
 

Østenstrand en morgen i januar 2012, 20 minutter før solopgang

Landskabsfotografen har længe ledt efter en strand, hvor der lå sten.

Ikke bare sten, men fotogene sten på størrelse med olietønder. De skulle ligge ud mod en horizont, allerhelst uden landkending, og i retningen stik øst eller stik vest, fordi de skulle fotograferes inden solen stod op, eller efter at solen var gået ned.

Billedet blev optaget 20-25 minutter før solen kom op til horisonten. Da jeg var helt færdig med at fotografere, havde pakket og læsset i bilen og kørte mod bageren efter morgenbrød, kom hun frem – for fuld udblæsning. Jeg måtte have solbrillerne på, for at kunne se hvor jeg skulle køre. Men varme i strålerne, dem er der ikke meget af…

Gudfader hvor fik jeg kolde fingre, da jeg skulle lave billedet. Jeg havde masser af tøj på, en jagthue med indbyggede øreklapper, og ud over den – min vinterjakkehætte, fordi det blæste så meget. Men mine handsker – dem havde jeg glemt. Jeg har nu endelig fået fremskaffet nogle fingerhandsker, af det allertyndeste læder, som gør mig i stand til at betjene fotografiapparatets knapper og hjul med handskerne på, men hvad nytter de når jeg ikke har dem med?

Det kommer nok aldrig til at ske igen :)

Rigtig god weekend, og tak fordi i læste med.

Share on Twitter
© 2010-2011 Kim L. Hansen Suffusion theme by Sayontan Sinha