Oct 122012
 

Historien bag billedet er komisk og latterlig, men ikke desto mindre sand. Billedet stammer fra en gåtur sammen med min bedre halvdel, i en, for os, helt ny og ukendt skov.
Jeg brugte lejligheden til at afprøve min nye og meget store fotorygsæk, med fuld vægt. (13 kg inkl. stativ og forplejning)

En rigtig hyggelig tur, hånd i hånd.

Hyggelig indtil det, sent på eftermiddagen, gik op for mig at vi ikke liige vidste hvordan vi skulle finde ud af skoven igen. Det er aldrig tidligere sket for mig, og jeg er aldrig i tvivl om hvor jeg befinder mig i forhold til udgangspunktet – og i forhold til verdenshjørnerne. Det var helt gråt og overskyet, ingen sol til at pejle på. Ingen mobildækning til GPS satnav, eller noget. Kun uret, og kendskab til hvor omtrent solen ville stå – hvilket i og for sig, skulle være alt rigeligt.

Jeg ved ikke hvordan der er i andre private skove, men i denne her, var stisystemet ikke et der ville lede os ud af skoven. Enkelte steder blev vi ledt ud til marker, uden huse og veje så langt øjet rakte. Og andre gange gik vi langt, blot for at komme tilbage til hvor vi var startet på denne sti, i håb om at denne gang ville det lykkes…

Enden blev, at vi pænt måtte gå den samme lange vej tilbage, som vi var kommet af.

Rigtig god weekend – og må du altid kende din position, på landkortet :)

Apr 272012
 

Arnkil Skov en diset dag i marts.

Sådan en tæt skov en tidlig morgen, helt mennesketom – det er sagen. Der er så mange indtryk; duften af skovbund, lydene, lyset, skyggerne og lidt dis, hvis man altså er heldig. Disen kan fortætte stemningen ganske gevaldigt, og forlede en til at tro at skoven er endnu større, og at man er helt alene derude.

Ret fedt, hvis man er til den slags – og det er landskabsfotografen.

Billedet her er fra marts måned, og tillader et kig dybt ind i skoven. Vil du derimod se en smuk flot bøgeskov med blade der stadig er helt lysegrønne og spæde  – så er det nu, du skal i skoven. Bøgen springer ud i april, men det er nu og i de kommende uger, at træerne har fået så tilpas en stor og tæt bladmasse, at du vil føle at du vandrer rundt i en nyudsprunget og smuk bøgeskov.

Rigtig god weekend, og tak fordi du læste med.