Feb 172012
 

Horsens fjord kl. 17:45, den 15. februar 2012

Det er da kolosalt så svært det er, at få adgang til at fotografere i disse tider…
Hvis det ikke er fordi vejret driller, er man igang med sit hovedinteresseområde; arbejdet :)

Vejret havde hele onsdagen artet sig bedre end i lange tider, og jeg kunne slippe arbejdet til tiden. Så det var lige hjem, og som en anden brandmand under udrykning, dykke ind i thyborønhabitten og termostøvlerne, og ud til et nyt sted jeg ikke tidligere havde været. Her opdagede jeg et helt nyt rekreativt område, som er velegnet til at nyde naturen i, når jeg er på den lange weekend-gåtur sammen med min bedre halvdel.

Der var ikke tid til at nyde hverken udturen, eller hjemturen, da jeg var afsted. Jeg var i tidsnød, både med hensyn til solnedgangstiden og en aftenaftale. Så der var 2 km ilmarch med 10 kg på ryggen, ud til området jeg havde fundet via google maps, finde det mest velegnede sted, lave billedet, pakke sammen, ile tilbage, nu i næsten bælgravende mørke – i en skov…

Der var slet ikke tid til at fornemme hele scenariet, og det er faktisk lige det, der er allerbedst ved den slags fotografi. Det er et vilkår på denne årstid, og under billedredigeringen genkalder jeg en stor del af stemningen igen, og så må jeg være tilfreds med det.

Rigtig god weekend, og tak fordi du læste med.