Oct 122011
 

Landskabsfotografen har i den nu forgangne weekend, været på Det nationale Fotomuseum for at se på en udstilling af Gregory Crewdson. Udstillingen går under titlen “In a Lonely Place” men har flere selvstændige temaer, eller serier om man vil. Et af dem jeg vil fremhæve, er “Beneath the Roses”. Herunder et uddrag fra museets omtalen af denne serie.

“I de smukke men foruroligende billeder fra den præcist koreograferede og kunstfærdigt iscenesatte serie, udforsker Crewdson den amerikanske psyke og de dramaer, der udspiller sig i dagligdags omgivelser. Billederne beskæftiger sig med den amerikanske drøm og dens mere dystre sider og refererer til Hollywoodfilmenes myter. Det lykkes for Crewdson, hvis far er psykoanalytiker, at stimulere betragterens underbevidsthed på flere niveauer, idet han leger med metaforer for frygt og begær. Det er helt almindelige mennesker, der beboer de teatralske men samtidig intenst virkelige panoramiske billeder, der lægger sig tæt op ad den pittoreske tradition med en lille menneskefigur i et større landskab.” 

Jeg så ham første gang i sommerferien, hvor vi bla. var et smut på Louisiana, for at se på iPad malerier af David Hockney. Da vi var færdige med Hockney og ville videre til alle de mange andre, nu vi var der, kom vi forbi et stort flot indrammet foto på ca. 1,5×2 meter. Det hang i en gang på ca. 2,5 meters bredde, og vi passerede derfor forbi  i tæt afstand. Jeg bemærkede først ikke billedets helhed, men dog omgående, at der var tale om et fotografi der selv i den størrelse, var finkornet og med yderst mange detaljer i behold. Den slags ser man kun når der er brugt et storformat kamera. Jeg havde på det tidspunkt, ikke tidligere stiftet bekendskab med Crewdson’s værker, så han var helt ukendt for mig. Men jeg brugte lang tid på at betragte dette billede som hang der, i en gang, der ikke til fulde kunne yde det tilstrækkeligt retfærdighed.

Den fotografiske teknik var i en ganske særlig klasse. Men den historie som billedet også fortalte, efterlod et uforglemmeligt indtryk, og jeg ville vide mere om denne kunstner. Opslag på youtube gav omgående pote, og der er mange titler at vælge imellem.
Jeg vil vise denne som er et interview af ham, og som samtidigt giver et indtryk af hans kæmpestore set-up, og mere end 30 mennesker store hold af ansatte, der arbejder for ham på hans optagelse.

DET NATIONALE FOTOMUSEUM
Det kongelige Bibliotek, Den Sorte Diamant,
Søren Kierkegaards Plads 1, København
www.densortediamant.dk
Udstillingen er åben 23. september 2011 – 28. januar 2012.
Mandag – lørdag kl. 10-19