Jan 282012
 

Fortøjningsbro ved ishuset ud til Fårup Sø

Engang for længe siden…

Det var i 1982, og var jeg med min mor på besøg i hendes fødeby Vejle. Hun havde stadig det meste af hendes familie boende der, så vi var ofte på besøg. Engang ville hun vise mig Vejle’s omgivelser og opland, og vi tog først ud i Nørreskoven ved Skyttehuset, for at fodre vildt, og derefter rundt i Grejs og Vejle Ådal. Vi var mange andre steder, for hun var yderst stedkendt, men Grejs og Vejle Ådal husker jeg tydeligst. Og guderne skal vide, at jeg har været rundt i det område med jævne mellemrum, lige siden vi flyttede hertil – for det er mageløst.

På vores tur rundt i oplandet, kom vi forbi Fårup Sø, hvor vi holdt ind for at strække ben – og jeg tog et foto med mit Minolta x300 og et Cokin Tobac filter. Jeg husker det stadig tydeligt, og jeg har stadig billedet i en fotomappe fra dengang. Det blev et af mine smukkeste landskabsbilleder, fra dengang man brugte film.

Lige siden, har jeg haft Fårup Sø i tankerne som mit back-up sted, hvis jeg skulle løbe tør for motiver. Og af alle steder, har jeg ikke været på besøg der – siden dengang.

Jeg vendte tilbage for et par uger siden, en aftenstund, for jeg ville lave mit billede om – det skulle være endnu bedre, end det første.

Der er stadig smukt ved Fårup Sø, men det er også forandret.

30 år har passeret henover stedet, og det ses tydeligt, når det sidste minde er et foto fra dengang.
Jeg kunne ikke genskabe motivet, og det er okay, det er fra en anden tid. Men jeg måtte jo få det bedste ud af det, og her er resultatet. Det kan aldrig få samme plads i mit hjerte, som det første jeg lavede af Fårup Sø, dengang tilbage i 1982…

Rigtig god weekend