Nov 162012
 

Juelsminde strand mod syd. Meget overskyet, og blæsende
Køb Juelsminde Jetty her 294_4009-1

Min bedre halvdel og jeg, havde begge haft nogle lange arbejdsdage, og vi trængte til at få hovederne blæst godt igennem. Og hvad kunne være bedre til det, end en lang gåtur langs med stranden.

Det regnede i Hedensted, men jeg kunne på vejrmeldingen se, at der ville være tørvejr i Juelsminde frem til kl.1700, så det var bare at komme afsted.

Som det ses, havde jeg det “tunge” kamera fremme en enkelt gang, da jeg ikke bare kunne gå forbi synet af den afpillede bro. Det måtte jeg have med mig hjem, og nu er det færdigredigeret og sat til salg.

Den sidste kilometer hen til bilen, blev tilbagelagt i mørke, som jo kommer overraskende hurtigt på denne årstid. Jeg kunne nemt have brugt min pandelampe, men den var for dybt væk i min rygsæk til at jeg ville rode med det. Havde vi skulle gå længere, havde jeg dog været nødt til at tage den på. Det var helt kulsort…

Vi fik det vi kom efter, og weekenden lå bare der og ventede forude.

Man har gjort mig opmærksom på, at det ville være interessant at få oplyst hvorledes jeg laver mine billeder, sådan rent teknisk. Jeg er ikke tilhænger af at skrive om alt det mumbo-jumbo, i sammenhæng med min blogtekst lige under billedet. Her vil jeg langt hellere fortælle om omstændighederne ved optagelsen, eller bare fortælle om den oplevelse der var forbundet med tilblivelsen af billedet. Skulle der være behov for at høre om teknikken, så skal du blot bede om det i en kommentar. Så skal jeg såmænd nok svare.

Tak fordi du læste med, og hav en rigtig god weekend.