Lav din egen fotografiske plan

 

Opdateret 19. august 2013

Forord

Når man som jeg, har begrænset tid, eller mere korrekt – har lige så meget tid som alle andre, men er nødt til at fordele tiden mellem familie, hus og have, venner, job osv. – kan det være en hjælp at få et overblik over de opgaver, der ligger i en hobby som for eksempel fotografering. Et sådant overblik, er ikke så væsensforskellig fra en årsplan for vedligehold af hus og have, eller det at have overblik over de mål vi skal nå på jobbet. For mig har det vist sig nødvendigt med en fotografisk plan, da jeg involverer mig i flere ting og aktiviteter omkring fotografi, og det kan nu ikke længere bare klares med et par timers arbejde hist og her. Så, fordi jeg ikke vil risikere at komme til at forpligte mig til noget, som jeg i længden ikke kan holde, er det nødvendigt for mig med en overskuelig plan, hvor jeg har sat realistiske mål, og evt. skubbet nye projekter eller forpligtelser frem til næste år, eller endnu længere. Når man selv er herre over ens mål, er det da ren vindersag, at lægge en plan der garanterer succes. Det alene, generer så meget positiv energi, at nye komplicerede projekter har god basis for også at blive succesfulde – og så er der etableret en god og positiv cirkel, i stedet for et løbsk hjul, der ender med at fratage dig den helt oprindelige glæde ved denne fascinerende hobby.

Jeg har selvfølgelig selv en fotografisk plan for, hvad jeg vil nå med mit fotografi, i løbet af det kommende år. Ja, faktisk en der rækker over 3 år af gangen. Det kører på samme måde som familiebudgettet; rullende, og med månedlig revision. Hvert år laves et nyt, med et realistisk indhold, så man altid har styr på hvad der leveres.

I det følgende, beskriver jeg hvorledes jeg byggede min egen plan, den er dog renset for mine personlige mål, og generaliseret således, at den burde blive til en brugbar proces og skabelon for dig, der måske også kunne bruge lidt struktur på din fotografiske hobby.

Til allersidst i denne artikel, vil du finde link til flere af de værktøjer der omtales.

Denne artiklel er, som en sidebemærkning, resultatet af et af de mål jeg havde i min plan, og som jeg hermed kan vinge af som fuldført :o)

Formål

Meningen med alt dette er, at få et overblik over hvilke opgaver der ligger i din fotografiske hobby, for derved at finde frem til en effektiv måde, at håndtere dem på. Som en ekstra bonus, vil hele arbejdet give dig et klart billede af, om du afviger fra din oprindelige mening med dit fotografi, altså om du følger din ide, din vision og med andre ord, er tro mod dig selv.

Processen starter med at du brainstormer, og nedskriver alt det du kan komme i tanker om, som på en eller anden måde berører din fotointeresse. Herefter struktureres det hele ved hjælp af mindmapping, som er et værktøj der vil hjælpe de “flagrende” punkter fra en brainstorm, til konkrete og visuelt synlige emner, i en let læselig struktur.

Et eksempel på en brainstorm, som er lavet på en app til ipad/iphone se herunder:

iBrainstorm-1

Et eksempel på en mindmap, som er lavet på en app til ipad/iphone se herunder:

Fotografi-1

I det efterfølgende vil jeg vise dig hvordan, du skaffer dig dit eget overblik, ved at gennemgå følgende 5 punkter:

  1. Emne gruppering
  2. Detaljering
  3. Prioritering
  4. Skemalægning og
  5. Måling

Emne gruppering

Når du har brainstormet, og nedfældet alt hvad du kunne komme i tanker om, på et papir, eller din computer, skal du have grupperet tingene i overordnede og underordnede emner. Hvis du bruger mindmap til denne proces, gør det tingene en del lettere. Jeg brugte selv mindmapping, og havde gang i det en times tid, hver aften over 3 dage, og det gav et fremragende overblik.

Da jeg var færdig med min brainstorm, og havde fået ryddet op i den, kunne jeg gennemføre en mindmapping, og de første ben eller hovedkomponenter, kunne koges ned til at jeg arbejder med følgende:

  1. Blog
  2. Ideudvikling
  3. Sociale netværk
  4. Motivplan
  5. Læring

Jeg arbejder i virkeligheden med mange flere, men her er 5 hovedkomponenter tilstrækkeligt at arbejde med, for eksemplets skyld.

Fotografi-1

Detaljering

I selve detaljeringsfasen, vil du overveje hvilke af de andre ting på din mindmap der er egentlige opgaver under de hovedkomponenter, du har fundet, og ikke mindst, om du vil arbejde videre med dem. Dem du vil arbejde videre med, kommer med under hovedkomponenterne, som operative opgaver. De andre, beslutter du at droppe. Her begynder det at gøre godt, og fornemmelsen af at du får en begyndende struktur på tingene, melder sig så småt. Nedenstående er bare eksempler, for at du kan se hvad jeg mener:

Blog

Din mindmap sagde at du som pkt. 1 havde “Blog” som en hovedkomponent, og en af de ekstra ben på den komponent sagde f.eks. blogpost, og et ben længere ude hed 3 om dagen, og et ben mere lød 1 video tutorial om ugen. Dermed ved du så, at du har stillet krav om at producere 3 blogpost om dagen, og en video tutorial om ugen. Hvis du også vurderer dette som realistisk, er det en opgave som du skriver ned her i detaljeringen, under din første hovedkomponent.

  1. Lav en blogpost 3 gange om dagen.
  2. Lav en video tutorial 1 gang om ugen.

Ideudvikling

For at have materiale til en motivplan, må der naturligvis billedvisioner til, så en opgave her kunne lyde således:

  1. Brug jævnligt tid på at udvikle ideer, eller skitser over nye fotografiske motivtyper. Et konkret mål her kunne være, altid, at have mindst 2 skitserede ideer klar til eksekvering.

Sociale Netværk

De sociale netværk, er for mange af os en uundværlig del af fotointeressen. Den forbinder os, og en stor del af vores netværk findes her. Det kan være yderst tidsrøvende, og for mit vedkommende er jeg nødt til at holde det i nogle faste rammer. Hvilke opgaver der skal være herunder, er helt op til den enkelte. Nogle af mine opgaver, er eksempelvis følgende:

  1. Google+
    1. Hangouts. Find ud af hvordan og hvorledes det virker.
    2. Lav en posting efter behov, eller hver gang jeg lægger et billede i mit portfolio.

Motivplan

Her er du i direkte kontakt med din vision, og til dels også med din egen fotografiske stil. Hvilke motivtyper skal der arbejdes i dybden med, og på hvilke årstider kan de bedst realiseres. Hvis nogle motiver kræver rejse og overnatning, skal dette planlægges mere i detaljer. Projekter planlægges ligeledes her i selve motivplanen. For mig virker det bedst, når jeg ikke lægger det i en kalender med dage, uger og måneder, men derimod en årstidskalender. Andre fotografer med andre motivtyper end jeg, i deres plan, kan have behov for en egentlig kalender. En årstidskalender som den nedenfor, vil i mit eget tilfælde under hvert punkt have konkrete noter til hvilke billedmotiv der ønskes, og kunne for eksempel se således ud:

Forår

  1. Landskab
  2. Cityscape
  3. Seascape
    1. Nyopsat badebro ved fakkegrav ved morgenstund. Hvis der er noter, så linkes der direkte til dem herfra…

Sommer

  1. Cityscape
  2. Landskab
  3. Seascape

Efterår

  1. Naturen med efterårsfarver
  2. Landskab

Vinter

  1. Seascape

Læring

Læring er nødvendigt, så hvorfor ikke sætte sig mål for hvad der skal læres? Så her er opgaven at finde ud af hvor du skal sætte ind, med efteruddannelsen af dig selv. Jeg skal lære flere ting, og et af dem er:

  1. Lær at lave composites i Photoshop.

Fotografi-2

Prioritering

Prioritering skal der til, ellers er der ingen plan. Hvis alt skal laves uden skelen til den tid der reelt er til rådighed, så er det hele ligegyldigt. I prioriteringen ligger der den opgave, at se på, om opgaverne er realistiske, sådan som de er formulerede, eller om nogle skal deles op i mere overkommelige delmål.

Det kan være, at et ambtiøst projekt skal udsættes til næste år, når et mere presserende har fundet sin afslutning, eller at du må dele din opgave i flere bidder, før den er klar. Denne proces med at prioritere er værdifuld, hvis du har rigtigt mange jern i ilden, uden helt at være klar over hvor mange.

Få nedfældet hvilke opgaver du ønsker at beskæftige dig med i dette år, og hvilke du vil tage hul på senere.

2012

  1. Blog
    1. Indlæg
    2. Artikler
  2. Sociale netværk
    1. Google+

2013

Læg her de opgaver som du vurderer, at du først kan tage fat på i det kommende nye år, eller året efter hvis det skønnes nødvendigt.

Skemalægning

Nu kender du alle dine opgaver. Du har systematisk arbejdet din hobby igennem, og du har via dit arbejde med tingene, fået konkretiseret dine mål og visioner. Nu skal du bare have lagt det hele i et skema, så du ved hvad du har forpligtet dig selv til, og hvornår du skal have det gjort. Se tilbage på afsnittet med “Detaljering” for at finde dine opgaver, og få dem nedfældet her under “Skemalægning”.

  1. Hver dag laves 3 blogindlæg.
  2. Hver dag produceres et indlæg på Google+
  3. osv.

Måling

Selv den bedste plan er ikke meget værd, hvis ikke man måler om man når sine mål. Og jeg holder øje med om jeg når mine mål, på samme måde som jeg f.eks. også holder øje med husets energiforbrug. Det hele er i et regneark, men det kunne såmænd klares bare ved at sætte en streg i en kalender, eller på køkkentavlen. For at jeg ikke skal glemme ting, bruger jeg google kalenderen, som kan indstilles til at minde mig om mine opgaver, ved at sende mig en sms til min mobil. Men, der er mange måder at gøre dette på, så find en der passer dig bedst.

I eksemplet her, ville du måle på om du når at lave:

  1. Blogindlæg 3 gange om dagen
  2. osv.

Links

Herunder ses nogle link som vil hjælpe dig videre i processen:

  • iBrainstorm https://itunes.apple.com/de/app/ibrainstorm/id382252825?mt=8
  • http://da.wikipedia.org/wiki/Mindmap Her forklares lidt om mindmapping, og der linkes videre til mindmapping.dk.
  • Hvis du har en iphone eller ipad, kan du downloade en virkelig brugbar mindmap app her: https://itunes.apple.com/de/app/mindmeister-mind-mapping/id381073026?mt=8
  • http://springpadit.com En web-notebog. Den er genial på alle niveauer, og lige det jeg har savnet. Installer den på din smartphone, din laptop, workstation eller iPad. Når du får en god ide, eller ser en hjemmeside, ja ligegyldigt hvad – så taster du det ind på den enhed du sidder ved, og derefter kan det ses i alle dine andre enheder. Du kan lave remindere til dig selv, ja, den kan såmænd bruges til huskesedler nå du er ude at købe ind. Brug den til dine skitserede ideer. Kun din fantasi sætter grænsen…
  • http://www.google.dk Hvis du endnu ikke har en brugerkonto hos google, kan det anbefales at oprette en. Der kommer mange gode muligheder sammen med en sådan, bl.a. en kalender.
  • http://teuxdeux.com Udtales som det engelske “to-do” med en kraftig fransk accent :) og den er en webbaseret to-do liste. Desværre er den ikke længere gratis.

Afslutning

Således nåede vi til afslutningen, og hvis du stadig læser med, og ikke faldt i søvn undervejs, vil jeg mene, at du nu har værktøjerne der gør dig i stand til, at lave dig en fotografisk plan, som ikke bare lader dig få et overblik over dine opgaver, men som via selve processen med at finde ud af dem, giver dig en ide om hvor du er på vej hen med dit fotografi.

Giver det mening for dig?

Har du i øvrigt kommentarer, spørgsmål eller tilføjelser til ovenstående, så skriv dem blot nedenfor i kommentarfeltet, så skal jeg svare på dem så godt jeg kan.

Hvis du synes, at denne artikel var interessant, vil du muligvis også synes om min anden artikel; “Værktøj til planlægning“, som er en oversigt over relevante links, alle de programmer og applikationer jeg bruger til at planlægge en opgave hjemmefra, eller i felten når jeg fotograferer, samt ikke at forglemme mine pakkelister.

Rigtig god planlægning.

  2 Responses to “Lav din egen fotografiske plan”

  1. […] Lav din egen fotografiske plan […]

  2. […] Lav din egen fotografiske plan […]

 Leave a Reply

(required)

(required)