Om landskabsfotografen

Hvem
Kim Hansen, årgang 1960.
Opvokset på Als - en dejlig ø, som jeg stadig har kontakt til, eftersom dele af min familie og venner stadig bor der. Det var også her jeg færdiggjorde min uddannelse, for i 1995 at flytte til trekantområdet, sammen med min hustru og børn.
Hvorfor
Jeg kan ikke helt forklare hvorfor, jeg har en så stærk interesse for fotografi, det er svært at sætte ord på. Men det gør noget fantastisk for mig. I mit hovede er jeg meget matematisk, genkender nemt geometrier, mønstre og strukturer i stort set alting, lige fra naturens former til tal, og ord.
Og ved siden af det, har jeg så den her kæmpestore trang til at skabe mine egne billeder – ikke særligt matematisk…
Jeg drømmer ikke om et liv som fotograf, det er mit job alt for spændende og cool til, og jeg blander ikke tingene sammen. Jeg driver landskabsfotografen.dk som en slags fotografisk dagbog over min fritidsinteresse, og som et udstillingsvindue for interesserede her i danmark. Billederne jeg uploader på landskabsfotografen.dk er alle til debat og kritik.
Mine billeder er udover denne blog, repræsenteret på udenlandske sites og communities, fordi jeg har kontakt med landskabsfotografer fra mange andre lande – hvilke sites og communities det er, ses på bloggens navigationsmenu under “Her er jeg også”.
Hvad
Du kan regne med et nyt indlæg hver weekend, som regel senest lørdag formiddag. Jeg bestræber mig på at komme ud i naturen, på en fotografisk opgave – stillet af mig selv, en gang om ugen. Ofte i weekenden, tidligt om morgenen. Er jeg heldig at få mere end et motiv i kassen, oparbejder jeg en “pipeline”, og kan på den måde forfatte mine indlæg, og tidsindstille dem til at blive udgivet allerede fredag morgen.
Hvorledes
Min fotografiske erfaring tog sin start i 1970. Først med mine forældres Agfa, senere deres Minolta målsøgerkamera. Jeg husker, da jeg i midten af 70′erne købte mit eget, og første, 110 format kamera med coca cola reklame på. Et lommeformat kamera som ofte lå i min lomme – det blev slidt op, bogstaveligt talt.
Fotografering var noget jeg fornøjede mig med – uden dog at være nørdet omkring det. På det tidspunkt undrede jeg mig stadig over, hvorledes det kunne lade sig gøre at lave de fantastiske portætfotos, som byens fotograf havde udstillet i sit vindue.
Min interesse for fotografering blev vakt til live af en ældre skolekammerat, der gik til aftenundervisning i foto, og købte udstyr til sit spejlreflekskamera. Jeg fulgte hans interesse fra sidelinien og havde en “interesse-indkøringsperiode” på et par år, før jeg endelig var helt solgt. I perioden 1981-1992 gik det for alvor løs, hvor jeg fik anskaffet og virkeligt brugt
- Nikon F3 HP med 3 stk. org. faste brændvidder til 35 mm rullefilm
- Mamiya RB67 med 3 stk.org. faste brændvidder til 120rulle film
- Hasselblad 6×6 med 3 stk.org. faste brændvidder til 120 rullefilm
- Sinar 4×5″ med 4 stk. Schneider-Kreuznach objektiver til 4×5″ planfilm
- Tilhørende Beceler forstørrelsesapp. til farve og S/H
…en herlig tid, indtil pludselig en dag i 1992, hvor det hele var nok. Ikke mere fotografering, færdig-slut.
Solgte det hele, og var glad for at kunne slippe for at tænke på fotografering i det meste af mine vågne timer. Langsomt omkring 2008, begyndte min interesse at komme tilbage, primært pga. to amatørfotografer fra henholdsvis England og Belgien, der lavede nogle helt fantastiske landskabsbilleder - og som jeg fulgte og stadig følger, på nettet.
På et tidspunkt i 2010, var jeg så endeligt helt klar igen.
Jeg nyder nu fotografering på en, for mig, anden og mere meningsfuld måde. Nu fotograferer jeg ikke længere det jeg ser, men det jeg forestiller mig.
Landskabsfotografering kræver koncentration, fordybelse og refleksion.
Teknisk
Du kan altid dobbelt-klikke på mine landskabsfotografier, for at se dem større og på en mørk baggrund. Det anbefales ligefrem.
Mine billeder er efterbehandlet i forskelligt billedbehandlingssoftware, og på en monitor der jævnligt bliver lys- og farve kalibreret med en Spyder3 Elite.
Kommentarer
Er velkomne her på landskabsfotografen. Har du spørgsmål til et billede, eller har du har taget dig tiden til at overveje, hvorledes mine billeder kunne gøres bedre, så fortæl om det. Jeg arbejder hele tiden hen imod et højere mål, men af hensyn til mig selv – og mine medskribenter, skal kommenteringen foregå i fordragelighed – “Du er en latterlig nar, og du aner ikke hvad du taler om…” vil afgjort placere sig udenfor denne blogs interesseområde. Det er helt okay at være uenige, men det er ikke god tone, at være respektløs og underlødig.
Copyright
Alle billeder og tekster er fotograferet og skrevet af mig – med mindre anden kilde er oplyst.
Udstillinger og projekter
Ønsker du at bruge mine billeder, eller har du et projekt som du mener jeg skal løse, så send mig venligst først en mail, hvori du beskriver opgaven så detaljeret som muligt – så aftaler vi vilkårene.
Kontakt mig
landskabsfotografen(a)live(.)dk

Nyeste kommentarer