Nov 112011
 

Kan vingerne snart bære?

Da landskabsfotografen oprindeligt planlage denne optagelse, var det optagelserne inden solen stod op, der var målet. Mest af alt, fordi himlens farver så ville arte sig rigtigt fint, eftersom broen vender stik øst. Jeg var så opsat på at optagelsen ikke måtte glippe, at jeg kort før solnedgang lige lavede nogle tests, for at være sikker på – nåja, det hele…

Da jeg lavede optagelsen tilbage i juli 2011, var solnedgangstiden ca. kl. 21.45, og det er sådan cirka det tidspunkt, hvor husets teenager er ved at være oppe i omdrejninger. Så han var helt frisk, og klar på at hjælpe til. Derimod er samme slags aktiviteter, om morgenen – eller natten, som han kalder det, både umenneskelige og en pinsel. I dette tilfælde var vækkeuret sat til kl. 03.15, men pyt. Vi havde det rigtigt sjovt sammen, han var både pakæsel, filterholder-assistent og model :)

Billederne fra aftenstundens test, kunne ikke fremvise de bløde pasteltoner, som den næste dags morgengry havde at byde på. Derfor har jeg brugt en sort/hvid konvertering, for at fortælle en helt anden historie…

Rigtig god weekend.

Oct 212011
 

Sidder på en bro, og kigger ud i tågedis.

Jeg har sædvanligvis ikke mennesker med i mine landskabsbilleder, da jeg synes det forstyrrer det jeg vil fortælle med billedet. Her synes jeg dog det var oplagt, da bænken for enden af broen skal bruges til at nyde udsigten, og give plads til tanker der måtte trænge sig på. Endnu mere symbolsk for billedets titel, synes det at være, at den tidlige morgendis helt udvisker hvad der foregår på vandet, og den modsatte bred.

Jeg ønsker dig en weekend fyldt med gode tanker :)

Oct 122011
 

Landskabsfotografen har i den nu forgangne weekend, været på Det nationale Fotomuseum for at se på en udstilling af Gregory Crewdson. Udstillingen går under titlen “In a Lonely Place” men har flere selvstændige temaer, eller serier om man vil. Et af dem jeg vil fremhæve, er “Beneath the Roses”. Herunder et uddrag fra museets omtalen af denne serie.

“I de smukke men foruroligende billeder fra den præcist koreograferede og kunstfærdigt iscenesatte serie, udforsker Crewdson den amerikanske psyke og de dramaer, der udspiller sig i dagligdags omgivelser. Billederne beskæftiger sig med den amerikanske drøm og dens mere dystre sider og refererer til Hollywoodfilmenes myter. Det lykkes for Crewdson, hvis far er psykoanalytiker, at stimulere betragterens underbevidsthed på flere niveauer, idet han leger med metaforer for frygt og begær. Det er helt almindelige mennesker, der beboer de teatralske men samtidig intenst virkelige panoramiske billeder, der lægger sig tæt op ad den pittoreske tradition med en lille menneskefigur i et større landskab.” 

Jeg så ham første gang i sommerferien, hvor vi bla. var et smut på Louisiana, for at se på iPad malerier af David Hockney. Da vi var færdige med Hockney og ville videre til alle de mange andre, nu vi var der, kom vi forbi et stort flot indrammet foto på ca. 1,5×2 meter. Det hang i en gang på ca. 2,5 meters bredde, og vi passerede derfor forbi  i tæt afstand. Jeg bemærkede først ikke billedets helhed, men dog omgående, at der var tale om et fotografi der selv i den størrelse, var finkornet og med yderst mange detaljer i behold. Den slags ser man kun når der er brugt et storformat kamera. Jeg havde på det tidspunkt, ikke tidligere stiftet bekendskab med Crewdson’s værker, så han var helt ukendt for mig. Men jeg brugte lang tid på at betragte dette billede som hang der, i en gang, der ikke til fulde kunne yde det tilstrækkeligt retfærdighed.

Den fotografiske teknik var i en ganske særlig klasse. Men den historie som billedet også fortalte, efterlod et uforglemmeligt indtryk, og jeg ville vide mere om denne kunstner. Opslag på youtube gav omgående pote, og der er mange titler at vælge imellem.
Jeg vil vise denne som er et interview af ham, og som samtidigt giver et indtryk af hans kæmpestore set-up, og mere end 30 mennesker store hold af ansatte, der arbejder for ham på hans optagelse.

DET NATIONALE FOTOMUSEUM
Det kongelige Bibliotek, Den Sorte Diamant,
Søren Kierkegaards Plads 1, København
www.densortediamant.dk
Udstillingen er åben 23. september 2011 – 28. januar 2012.
Mandag – lørdag kl. 10-19

Mar 262011
 

165_IMG_0738_W1000H766-3

Landskabsfotografen havde brug for et foto af ham selv, så han også kunne bruge avatar faciliteten, når han svarede på blogindlæg og ellers bare kommenterede.
Og han troede, at man bare lavede sit eget selvportræt, og så uploadede til http://da.gravatar.com/

Men nej, det virkede ikke. Ikke for ham i hvertfald.

Hvorledes gør man, spørges der herfra og ud i blogverdenen – er der nogen der kan hjælpe?

Aug 192010
 

103_IMG_0097_copyrighted_WebSharpened_W700H487-1-2

©Kim Hansen | All Rights Reserved | Please do not use without my permission.

Mols bjerge, et stille øjeblik.
Vi havde et par ture til Mols bjerge her i sommerferien – og jeg fandt en række gode lokationer at vende tilbage til, når vejret bliver mere “fotogent” :)
Lige nu glæder jeg mig over at have fanget et, i mine øjne, “dyrebart øjeblik”, og deler det her – med jer andre.