Jan 312015
 

415_0004_001_WEB

Når hovedet er fuld af tanker fra ens arbejdsplads, og der er en masse opgaver der trænger sig
på, er der intet bedre for mig, end en tur til stranden. Allerhelst en morgenstund, og gerne i
Ulbækhus som er mit hurtige fix, men jeg har også opdaget et andet område, som er et besøg
værd. Den slags tager tid at finde frem til, hvis man også leder efter motiver.

Jeg elsker den salte lugt fra vand og tang, og den fred der er forbundet med at gå rundt i
strandkanten. Bare det at lytte til den stille skvulpen, når bølgerne når ind til strandkanten
og brydes, giver mig en helt særlig ro og fred. Måske, det er fordi at bølgerne kommer i en
harmonisk og fast rytme, at det virker så mentalt bedøvende. Ihvertfald er det dejligt, at have
et sted, hvor jeg kan komme og hente ny energi.

Rigtig god weekend, og må din vejrudsigt være dig venligt stemt.

Oct 182014
 

As Vig

Landskabsfotografen stod op kl. 0500 sidste lørdag, fordi vejrudsigten lovede fantastisk godt fotovejr. At stå op kl. 0500 er jo ingen sag. Det er straks anderledes i sommerperioden, når jeg skal op omkring 0245, for at opnå samme lyskvalitet, derude på optagelsesstedet.

Der skulle ankomme et højtryk fra syd-vest i disse tidlige morgentimer, som ville kunne jage et bestående lavtryk, med grå kedelige skyer på flugt. Den slags plejer at give de flotteste skyformationer, som altid er meget dekorative, men som også kan være dramatiske.

Men hvad fik jeg så? En lang næse, faktisk, eller noget andet end det jeg kom for, ville man også kunne mene.

Da jeg havde gjort mig bekendt med vejrudsigten, havde jeg også efterfølgende kigget i mit “motivbibliotek”, som er det sted, hvor jeg samler mine ideer, skitser og andet der inspirerer mig. Jeg havde, på baggrund af vejrudsigten, valgt hvad jeg skulle lave, og hvor det bedst ville kunne lade sig gøre. På den måde, var jeg allerede mentalt forberedt, og klar til opgaven. Heri ligger også en slags forventningens glæde, lidt på samme måde som at vide at man skal have en gave, man har ønsket sig i nogen tid. Frydefuld, er nok et meget beskrivende udtryk.

Da jeg stod op, og havde fået lavet alle de indledende øvelser, som at lave kaffe, smøre en klemme til at tage med osv. kørte jeg afsted, i den tykkeste tåge jeg har oplevet længe. Det var ikke lige det jeg forventede, faktisk slet ikke overhovedet.
Jeg skulle køre en tur på 30 km. for at nå ud på mit bestemmelsessted, så jeg tænkte at det nok skulle gå, meget kunne ske på den distance, så afsted det gik. Det klarede op, og blev bedre desto længere jeg kørte. Jeg nåede ud på mit bestemmelsessted, men desværre havde højtrykket forlængst fået overtaget, hvilket blandt andet var grunden til den kraftige tåge, hjemme hos os selv. Så de forventede flotte skyer var forlængst forduftet, og langt ude i horisonten, hvor jeg ikke kunne se dem.

Jeg fik nogle dejlige kystbilleder, igen, dog ikke lige det motiv jeg havde i tankerne, men på den anden side, så var solopgangen fænomenal. På min vej hjem igen, valgte jeg en rute, jeg endnu aldrig har prøvet (tak til min GPS). Og det blev en storslået oplevelse. Jeg kørte hovedsaligt med den tidlige morgensol i ryggen, igennem et postkortlandskab på en helt smal, nyasfalteret og nyopstribet vej, med den flotteste dis placeret de helt rigtige steder. Det fik jeg nogle gode billeder af, men mere om det en anden gang.

Rigtig god weekend, og må din vejrudsigt være dig venligt stemt.

Sep 272014
 

Trelde Næs

Op lørdag morgen klokken 0500, hvilket jo nærmest er den rene svir. Kaffe på termokanden og så lige smøre en klemme. Tasken var pakket i forvejen, tøj og pandelampe lagt frem. Afsted og på plads på optagelsesstedet kl. 0630, lige som det borgerlige tusmørke starter. Resten går helt af sig selv, jeg ved hvad jeg kommer efter.

Faktisk går det lynhurtigt, og de 20-25 superkoncentrerede minutter som der er til at fotografere i, er hurtigt overstået. Herefter er der tid til at se solen stå op, nyde kaffen, og slappe helt af.
Bagefter når det hele er pænt oplyst af solen, skal der lige tages et par billeder til Instagram (den nye tidsrøver) og recognosceres, for evt. at opdage nye motivmuligheder, og så går det hjemad og forbi bageren.

Denne morgen var der to lystfiskere der var igang med at rigge til, da jeg stille passerede forbi, uden at de lagde mærke til mig. Vinden var det man kalder “hård”, og med en temperatur på 10 grader celsius,  føltes det lidt køligt. Jeg skulle dog helt ud og rundt om pynten, hvor det heldigvis viste sig at være god læ. Imens jeg gik tænkte jeg på, om jeg mon igen skulle høre og se marsvin svømme rundt, men de viste sig ikke denne morgen.

Til gengæld var der højvande. Det skjulte nogle af de små sten, som jeg havde håbet på, men måske havde det været endnu bedre hvis det lige havde været 10 cm. lavere. Det er svært at få det helt perfekt…

Treldorama

Da jeg traskede hjemad, ad stranden, og passerede pynten, var der pludselig en anden fotograf der var i færd med at stille op. Længere henne en fugleinteresseret med en monsterdyr kikkert, og endnu længere henne, yderligere to lystfiskere. Jeg skal da lige love for, at der var trængsel. Her havde jeg troet at jeg nærmest var alene, og så var der i tiden efter solopgang pludselig kommet flere til. Det var der nu ikke noget at sige til, det var en herlig morgen som jeg nød – helt for mig selv, lige der rundt om pynten.

Du kan downloade billedet, og bruge det som wallpaper. Bare klik på min Zenfolio konto.

Rigtig god weekend

Jun 272014
 

387_0002_002_WEB

En tur til kysten i stiv vind og nul graders celsius – midt i april. Handsker og vinterjakke og hat med øreklapper, en lang gåtur ud til motivet, varm kaffe og en klemme hjalp dog på det. I april er det ikke så vanskeligt at komme op, vækkeuret blev sat til 03:55 – mest på grund af køreturen, men også fordi det næsten var et år siden jeg sidst var ude, og så er rutinen væk. Man skal være klar, og håndgrebene skal sidde, hvis ikke det hele skal ende i fumlen med mekanikken.

De andre gange jeg har været her, var der lavvande, men denne gang var der højvande, og jeg oplevede hvad det det betød for kysten, og motivmulighederne.

Billedet ses allerbedst, stort, på mit galleri her.

Rigtig god weekend, og tak fordi du læste med.

Jan 102014
 

Østkysten

Det har været en dejlig juleferie, og batterierne er opladt.
Op til julen var der mange ting at se til, både privat og arbejdsmæssigt. Hyppige rejser til UK og Nordirland var en del af ræset, og der er lagt i ovnen til endnu flere, i det nye år.

Vejrmæssigt har det i perioden ikke været det mest interessante, i hvert fald ikke når jeg var hjemme, og havde tid til at komme udendørs. Derfor har jeg valgt at vise et billede frem fra en morgen i Sandvig.

Rigtig god weekend, og godt nytår.

Nov 292013
 

Rosenvold

Sidste uges lørdag morgen, startede ud med -7 graders celcius. Jeg var lidt sent på den, hvis jeg skulle være på plads inden den blå time startede, og jeg fik hverken kaffe eller noget andet med. Aftenen før havde jeg tjekket med vejrudsigten, og den lovede et tykt skydække. Ikke særlig interessant, men heldigvis valgte jeg alligevel at tjekke den aktuelle situation om morgenen.

Ikke en sky at se, men derimod de klareste stjerner. Afsted, afsted til Rosenvold som dog havde en del skyer, men heldigvis en type der gjorde sig godt. Billedet her, er lavet i medlys – hvis man kan sige sådan, da solen endnu ikke var stået op. Månen derimod var meget kraftig, og kunne sagtens holde de mørke skygger i skak.

Rigtig god weekend.

Oct 112013
 

Østkysten

Sommerbillede fra Sandvig, en tidlig morgen.

Næste gang vi tager til Bornholm, skal det absolut være her vi skal bo. Så skal jeg ikke køre så mange kilometer på de ultra-smalle mørke veje, midt igennem øen. Sidste gang jeg prøvede dette, måtte jeg hele tiden være klar til at bremse, fordi der ved det næste sving ville sidde en kat på vejen…

Er det kun på Bornholm at det fænomen ses?

Rigtig god weekend

Sep 062013
 

Firepladet rur (Elminius modestus)

Det er længe siden, at jeg har været ude på en morgentur med kameraet. Sådan føles det i hvert fald.

Nu hvor solen først står op ved 6 tiden, skulle det være en smal sag at være på plads og klar før solopgang, så det skal lige prøves her i weekenden igen. Så kan det også være at bageren har åbent på vejen hjem, og frisk morgenbrød har altid været værdsat her i familien.

Billedet her, er fra en ultratidlig morgenstund, og jeg ved tilfældigvis, at de små hvide skaller på stenen hedder Firepladet rur (Elminius modestus) og stammer fra Australien og New Zealand.

Rigtig god weekend, og tak fordi du så med.

Aug 162013
 

Tidevand

Tidevandet, som det ser ud her på egnen, når det er på vej ud.

Der er blot et par uger tilbage af sommeren, og den 1. september er det officielt efterår. Jeg har en del planlagte motiver der skal indhentes, hvilket skulle være muligt, hvis vejret arter sig, men der var desværre også en del som jeg ikke fik i kassen, imens tid var. De må desværre vente til næste år, og så håber jeg på bedre held til den tid.

Rigtig god weekend, og tak fordi du læste med.

Aug 092013
 

Sø af regnvand

Det havde regnet om natten, og luften var igen frisk og ren. Sådan kan jeg bedst lide det; skal vi have regn, bør det foregå om natten.

Du har måske allerede bemærket min lille afstemning, oppe i højre hjørne af menuen. Jeg vil gerne undersøge om du klikker på mine billeder, for at se på dem i en større størrelse, og senere, hvilken størrelse du synes den store version burde have. Din stemme er vigtig, og tak for den.

Rigtig god weekend, og tak fordi du læste med – og gav din stemme.